Danske Moodagent lancerer i udlandet
Efter lanceringen i Danmark vender den nye musik-streamingtjeneste Moodagent nu blikket mod udlandet. Første prik på verdenskortet er Tyskland, og indenfor en overskuelig fremtid følger flere andre lande.
‘First we take Manhattan, then we take Berlin,’ synger Leonard Cohen i sin berømte sang – og den er da også at finde i den danske musik-streamingtjeneste Moodagents katalog. Men hos Moodagent ser planerne anderledes ud. For selv om de nu også indtager Tyskland, startede det hele herhjemme for lille et års tid siden, hvor danskerne for første gang fik lov til at prøve den nye tjeneste.
Siden da har Moodagent toppet download-listerne for både iOS og Android flere gange, og flere af de funktioner, som gør Moodagent til noget særligt på markedet, er løbende blevet finjusteret. Dermed er Moodagent nu klar til at forlade hjemlandet for at kaste sig over det internationale marked – i første omgang Tyskland, før turen snart går videre til Indien og Australien som de næste territorier.
“Tyskland er et ekstremt spændende marked, når det kommer til musikstreaming, da de i stigende grad er begyndt at tage den digitale verden til sig og har slået ørerne ud for nye lyttevaner. Derfor begynder vi i Tyskland, og indenfor de næste par år er planen at lancere i mere end 25 lande. For alle lande tror vi på, at musikken bør være 100% lokalrelevant, og at vi kan give den enkelte bruger en meget personlig musikoplevelse. Netop i den henseende har vi en unik position på markedet med vores teknologi, der giver brugerne magten til at finde den helt rigtige musik ud fra deres egne præferencer,” siger Mickey Lund, Executive Vice President og CVO hos Moodagent.
Mens andre streamingtjenester tilbyder personlige anbefalinger, som ofte er baseret på tidligere lytning, redaktionelle anbefalinger og nye udgivelser, er Moodagents tilgang anderledes. For den underliggende teknologi analyserer både de enkelte tracks’ elementer og lytterens musiksmag, og kombinationen af analyserne resulterer i unikke interaktive playlister og anbefalinger. Resultatet er en langt mere personlig musikoplevelse og mulighed for at opdage eller genopdage musik, der kan stamme fra både aktuelle hitlister og artisternes bagkatalog.
Samtidigt med den internationale lancering skruer Moodagent op for danske aktiviteter, der understøtter en af streamingtjenestens kerneværdier: Det tætte samarbejde med musikbranchen. Udover produktion af kreativt indhold som live sessions og podcasts, der bringer lytterne længere ind i musikkens verden, gælder det blandt andet prisuddelingen DMA, hvor Moodagent er aktiv medarrangør, og den nye elite-sangskriveruddannelse Danish Songwriting Academy, som Moodagent samarbejder med for at hjælpe en ny generation på vej:
“En af vores klare værdier er at etablere et tæt forhold til artisterne og resten af musikbranchen. Uden dem eksisterer vi ikke, og det er enormt vigtigt for os at vise vores respekt for dem ved at skabe indhold og lave samarbejder, der udvider alles horisont, både i Danmark og i udlandet.” siger Mickey Lund, Executive Vice President og CVO hos Moodagent.
Moodagent er tilgængelig hos Apple App Store, Google Play og Huawei AppGallery, og abonnementet koster 99 kr./måned.
Læs mere om Moodagent på www.moodagent.com.